17/11/2022

Tjeklisten: Før du udgiver din hjemmeside

Man lægger hurtigt mærke til, hvis en hjemmesides indhold er ufærdigt. Tjek de her ting, inden du publicerer din hjemmeside.

Er du klar til at lancere din hjemmeside med dit domæne og invitere dine kunder på visit for første gang? Eller føler du at der mangler noget? Her får du en grundig tjekliste med 17 forskellige punkter, som beskriver hvad du bør have styr på, inden du går live med din nye side.

Du kan både bruge tjeklisten når du skal lancere din hjemmeside for første gang med dit domæne, eller generelt som rettesnor inden du publicerer, når du løbende opdaterer din hjemmeside.

 

1. Slet de sider fra skabelonen, som du ikke fik brugt

Hvis du har brugt en hjemmesideskabelon til at opbygge din hjemmeside, skal du tjekke, om der er sider, undersider eller moduler i skabelonen, som du ikke bruger på din hjemmeside. Disse bør du slette, så hjemmesiden består 100% af dine egne billeder og tekster. Ellers kan hjemmesiden fremstå ufærdig. Det kan betyde, at både dine besøgende og Google kan blive forvirrede over, hvad din hjemmeside handler om, og det kan have negative konsekvenser for din sides SEO.

 

2. Har du de vigtigste sider klar?

Hav din målgruppe for øje og overvej, om du har det indhold på din hjemmeside, som er nødvendig før du kan udgive den. Det afhænger meget af din målgruppe, hvad der er vigtigt, men som standard bør du have sider som:

  • Forside
  • Kontakt
  • Produkter/Services
  • Om os
  • Blog
  • Betingelser 

 

Hvis du er under pres for at lancere din hjemmeside, men der er enkelte sider, som endnu ikke er færdige, så kan du vælge at skjule disse sider i menuen, så dine besøgende ikke kan se dem. Så kan du roligt publicere hjemmesiden og lave de resterende sider på et senere tidspunkt. Du skjuler en side ved at gå ind på sidens sideindstillinger (klik på tandhjulet i menustrukturen til venstre i værktøjet), og her finder du sektionen "Skjul siden".

 

3. Tjek for stavefejl og andre småfejl

Gå hele hjemmesiden igennem i sømmene og vær opmærksom på stave-og grammatikfejl undervejs. Del lange sætninger op i mindre sætninger, sæt komma, og rens ud i unødvendigt indhold for at stramme teksten op.

 

4. Fix forkert formattering

Hvis du kopierer tekst fra fx Word eller på nettet, og indsætter den direkte i dine tekstmoduler, kan du opleve at teksten ser underlig ud, når du publicerer. Det skyldes, at teksten indeholder formatering. Du kan fjerne formateringen, så din tekst bliver ens med resten af hjemmesiden ved at benytte funktionerne "Indsæt som ikke-formateret tekst" og "Fjern formatering" i tekst-editoren.

 

5. Har du styr på hvor dine billeder kommer fra, og om du må bruge dem offentligt?

Vi får nogle gange spørgsmålet: "Må jeg godt bruge billeder fra Google på min hjemmeside"?

Svaret er, måske.

Google har nemlig en indstilling under "Advanced Search"> Brugsrettigheder, som gør det helt lovligt og gratis for dig at hente billeder du kan bruge på din hjemmeside. Hvis du blot har fundet billeder på Google uden at bruge denne indstilling, kan du risikere, at dem som har rettighederne til billedet kan opkræve betaling for det.

Hvis du har indsat billeder på din hjemmeside, som du selv har taget, eller som du har købt af en fotograf, har du selvfølgelig ret til at bruge billederne på din hjemmeside.

 

6. Test din hjemmeside i forskellige browsere, før du klikker publicer

Hvis du bruger CSS eller HTML på din hjemmeside, bør du teste om hjemmesidens design og indhold fungerer i forskellige browsere (Chrome, Explorer, Firefox, Safari etc.), da du kan risikere at nogle effekter varierer fra browser til browser.

 

7. Sørg for, at din navigation er så overskuelig og brugervenlig som muligt

Noget af det vigtigste på en hjemmeside er, at det er nemt at finde rundt på siden. Derfor bør du også gøre dig overvejelser om din menustruktur på både desktop og mobil.

Det er vigtigt at dine hjemmesidebesøgende nemt kan få et overblik over din hjemmesides indhold, og at de nemt kan finde rundt på siden. Derfor skal din menustruktur tilpasses din sides formål og indhold.

Stil dig selv disse spørgsmål, når du vurderer om du har den rette menustruktur:

  • Er menuen overskuelig for den besøgende? Er det nemt at finde informationer på hjemmesiden?
  • Kan nogle af menupunkterne skrives kortere eller mere præcist?
  • Hvis du har mange undersider, kan nogle af dem så slås sammen, hvis indholdet tillader det?
  • Er menuen også let at navigere fra mobil?

 

8. Er dine menupunkter organiseret i den bedst mulige rækkefølge?

Som standard er vi blevet vant til, at "Forside" er det første eller øverste menupunkt vi ser, og "Kontakt" er noget af det sidste vi ser, når vi kommer ind på en hjemmeside. Rækkefølgen af siderne i menuen på din hjemmeside skal dog afhænge helt af, hvilke behov og forventninger din målgruppe har. Så inden du lancerer din side, bør du gøre dig det klart, om du har de sider forrest i menuen, som er vigtigst for din målgruppe.

Hvis du fx har en webshop eller nogle produktsider, vil det være oplagt at placere dem langt fremme/oppe i menuen. Sider som "om os" eller "virksomhedens historie" kan placeres længere nede, da de typisk ikke er de første sider man vil læse, når man kommer ind på en ny hjemmeside.

 

9. Dobbelttjek, at du har interne links på din hjemmeside

Selv om du altid vil have en menu, hvorigennem man kan finde rundt på hele hjemmesiden, kan du sagtens gøre det endnu nemmere for dine besøgende at finde, hvad de leder efter. Det kan du gøre ved at linke internt på hjemmesiden, og fx linke til din webshop eller produktside fra din forside, eller undersider som ikke umiddelbart er synlige i topmenuen. På den måde kan du bedre hjælpe dine besøgende til at finde de informationer, de søger. Samtidig  hjælper det de besøgende til at opdage, hvad hjemmesiden har at byde på. Interne links kan også forbedre din SEO! 

 

10. Har du et domæne?

Når du opretter en hjemmeside hos mono.site vil du altid have et subdomæne, som du kan bruge til at tilgå hjemmesiden med. Dette er dog ikke et domæne, og har derfor ikke en decideret SEO-værdi, og det kan også virke uprofessionelt for hjemmesidens besøgende, at der ikke er et rigtigt domæne. Sørg derfor for, at du har købt et domæne som er tilkoblet hjemmesiden, hvor din virksomheds navn eller dit produkt fremgår.

 

11. Har du valgt et godt URI på de enkelte sider?

Alle dine sider har unikke adresser (URI) som skrives efter dit domæne og danner sidernes unikke URL, som er hele sideadressen. Eksempelvis er dette en URL: www.ditdomaene.dk/velkommen-til-mono, hvor "velkommen-til-mono" er sidens URI. Du finder dine siders URI under sideindstillinger.

Det er vigtigt at bemærke, at hvis du har kopieret nogle af dine sider, bliver URI'en også kopieret men den får tilføjet et tal, fordi systemet ikke tillader at man kan have ens URI'er. Så hvis du fx har kopieret din forside (hvor URI'en er "forside") og lavet den kopierede side om til et galleri, vil sidens URI automatisk komme til at hedde "forside1", hvilket ikke giver mening i forhold til sidens indhold.

Du skal derfor sørge for at give alle dine sider en URI, som er kort og præcis, gerne indeholdende nøgleord/keywords.

 

12. Tjek at du har meta-tekster på dine sider

Det er vigtigt at du giver alle dine sider en sidetitel og en sidebeskrivelse, da disse tekster hjælper Google til at forstå indholdet på dine sider. Samtidig er disse tekster også dem der fremkommer, når man søger efter hjemmesiden på Google, eller når du eksempelvis deler et link til siden på Facebook eller Google+. Derfor er det både nogle tekster Google og dit publikum vil kunne se. 

 

13. Har du sat dine analyseværktøjer op?

Det kan være en rigtig god ide at tilkoble din hjemmeside Google Webmaster tools (som er blevet omdøbt til Google Search Console) og Google Analytics, hvis du vil have muligheden for at gå i dybden med din hjemmesidestatistik.

 

14. Test din hjemmeside på forskellige skærmstørrelser

Responsive design er den funktion, der sørger for, at din hjemmeside fungerer optimalt på alle skærmstørrelser. Du kan nemt lave justeringer til hjemmesidens mobile visning, og det kan være en stor fordel.

Det er en rigtig god ide at gennemteste din hjemmeside på en mobil enhed, for at sikre at alt ser godt ud og fungerer optimalt. Stil eksempelvis dig selv følgende spørgsmål:

  • Ser hjemmesidens top og menu godt ud?
  • Er overskrifter og tekster overskuelige?
  • Er målgruppen i centrum for mobilversionens indhold?
  • Er det nemt at navigere rundt på siden?

 

Her er nogle fif, der kan hjælpe: Fjern dit firmas logo på den mobile version hvis det er for stort. Skjul sider som ikke er relevante på mobilvisningen (det gør du i sideindstillingerne til den pågældende side). Skjul moduler som ikke er relevante på mobilvisningen. Eksempelvis store billeder, tekstmoduler, reklamebannere mv. (det gør du i modulindstillingerne under avancerede indstillinger på de moduler, som skal skjules).
 

15. Tilpas overskrifter, der er for lange

Hvis du har overskrifter, som er relativt lange, men som stadig fungerer godt på en computerskærm, kan du opleve at de bliver 3-4 linjer lange på en mobilskærm. Det kan se forvirrende ud. Derfor kan du overveje at skjule overskriftmodulet på den mobile visning, og i stedet indsætte et nyt overskriftmodul, som kun vises på mobil. Her kan du skrive en passende overskrift, som dog er kortere.

 

16. Link til dine sociale profiler

Hvis din målgruppe bruger sin tid på sociale medier, kan det være fornuftigt for dig at gøre alt hvad du kan for at integrere din hjemmeside med sociale medier. 

Hvis du er aktiv på sociale medier for din virksomhed bør du linke til dem fra din hjemmeside. Det gør det nemmere for dine hjemmesidebesøgende at finde dine sociale profiler så de kan se at du er aktiv og klar til at gå i dialog med dem. Det kan også hjælpe Google med at forstå, hvor mange online platforme din virksomhed er aktiv på og gøre det nemmere at indexere dine sider og kortlægge dine aktiviteter online.

 

17. Kan man like og dele?

Sociale medier kan have stor indflydelse på din SEO. Google's fornemmeste opgave er at præsentere værdifuldt indhold til dem der søger på Google, og et af de parametre søgemaskinen bruger til at vurdere hjemmesiders relevans er, hvor meget de bliver delt og liket på sociale medier. Derfor er det en rigtig god ide at indsætte like- og delingsknapper på din hjemmeside, så du gør det nemt for dine besøgende at dele hjemmesidens indhold med deres netværk på sociale medier.

Mangler der noget?

Hvad tester du selv, før du publicerer din hjemmeside? Del gerne dine gode råd og erfaringer i kommentarfeltet herunder. Tak!